Om mig

Martin Maibom er mit borgerlige navn, og jeg lever og ånder mad. Jeg er uddannet og praktiserende folkeskolelærer, og arbejder også her med madlavningen som madkundskabslærer.
Jeg har ikke en smuk fortælling om, at jeg som barn lavede håndrullet tortellinis med min nonna. Jeg fandt i stedet ud af som ung knægt, da jeg flyttede hjemmefra, at jeg selv skulle stå for madlavningen. Efter en periode med pasta og ketchup og andre “retter”, der er nemmere at sætte sammen end et IKEA skab, blev jeg træt af det. Derfor begyndte jeg at læse op på madlavning i bøger og på nettet. Youtube var og er især min ven, da man visuelt og auditivt ser og hører fremskridt i madlavningen – for mig er det nemmere at lære på den måde. Jeg blev med det samme grebet af den store kulinariske verden, der findes. Alle de krydderier, urter, udskæringer og metoder. Det er en uendelig verden, der hele tiden fornyes.


Jeg vil med denne blog vise min kulinariske verden frem. Min verden spreder sig bredt fra østasiatiske street foods – til italienske klassikere – til sydamerikanske spicy måltider. Dette kommer både til udtryk i mine opskrifter og den catering jeg kan tilbyde.